En verden i farver. Jeg har en fin bog, jeg engang har købt i udlandet, der hedder Unbeatable Résumés – CVer du ikke kan slå. Og den er amerikansk og den mest kedelige og forudsigelige bog i verden. Den beskriver en helt klar formel for, hvorledes CVer og ansøgninger skal stilles op. Punktum.
Sådan er det ikke i DK. Vi har en arbejdskultur, hvor personlighed, ejerskab og individualitet er i centrum. Derfor SKAL disse egenskaber også i spil, i vores jobsøgning. Når vi rekrutterer, har vi brug for at vide hvem DU er. Og det skal stråle ud af dit præsentationsbrev. Her kan du bruge mange virkemidler. Vigtigst af alt: et vellignende billede. Vælg et du kan lide. Det behøver ikke at være taget af en professionel fotograf eller at være af høj kvalitet (man kan manipulere temmelig langt med et halvdårligt billede, bare ved filtre og i Word). Men sørg for at det er ’neutralt’ (ikke fra en oktoberfest med øl i hånd, ikke en frisk selfie med lidt for meget dådyrøje og ikke et utydeligt og fjernt foto af dig bagved dine fem motorcykler – alt sammen eksempler fra det virkelige liv). Hvorfor foto? Fordi du der viser DIT SMIL. Og fordi vi ser at du vasker dit hår og børster dine tænder med en vis hyppighed. Sidst men ikke mindst – fordi det bare er lettere at huske én du har set end én du har ’læst om’.
Og brug andre virkemidler for at skille dig ud. Skrifttyper (de mest benyttede er Times New Roman, Calibri og Arial – oftest fordi de er default. Undgå dem). Og farver. Brug skriftfarver, baggrundsfarver og tekstbokse. Mindre end en farvelade kan gøre det. Gråtoner er også velkomne (selv om jeg personligt elsker alt der er kulørt). Se på det som et simpelt kunstværk du bygger op. Når du først har det gode CV, behøver du aldrig at lave et nyt. Det kan for evigt udgøre det skelet, som du polerer og justerer, således at du altid er beredt, når drømmejobbet byder sig. Der findes også simple, grafiske programmer som f.eks. canva.com, ganske gratis, hvis du er rigtigt kreativ. Good luck – drømmejobbet er jo lige om hjørnet.