Forleden var jeg i biografen og se Wolf Children (af indlysende årsager). Det var anden gang jeg så den. Fordi den gjorde så stort indtryk på mig, for nogen uger siden, at jeg simpelthen var nødt til at se den igen. Den vise, tunge og poetiske følelse som vist kun findes i japansk animé (fint for tegnefilm), rammer mig benhårdt lige i hjertekulen. Hver gang. Filmen kredser om det vilde og det kontrollerede og den kamp der er i ethvert menneske for at møde civilisationens krav og alligevel forblive tro mod sit eget, vilde og frie selv. Det er en svær balanceakt.
En akt som vi så ofte møder i hverdagen. Og mere og mere, i takt med at omverdenen fordrer større korrekthed samtidigt med menneskelig transparens og autencitet. Ikke mindst i medarbejder/leder relationen. Både kolleger og referencepersoner imellem, sker der en stor forskydning af magtbalance, der stiller krav til at du evner både at være åben, ærlig, interessant og ægte i din relationer SAMTIDIGT med, at du skal balancere en (magt)distance og føre nøje kontrol med dine ytringer.
Det er blevet en filosofisk disciplin af dimensioner bare at være, faktisk. Men er det så godt eller skidt? Både og. At tage hjertet med på job, og bare ud i verden i almindelighed, er for de fleste et gode. Ikke mindst på den lange bane, da det bare ER nemmere at være ægte end konstrueret.
Det gør dog også sårbar. Og med mindre du evner at rumme din sårbarhed til fulde, og har lavet dit årelange, mentale sjælearbejde på buddhistisk munke-niveau, kan det føles både farligt og være hårdt arbejde at gå ind i alle møder med hjertet forrest. Derfor glemmer vi også nogen gange at rumme vores medmennesker, i kampen for i det mindste at rumme os selv.
Og så gemmer vi sårbarheden og angsten bag dømmende negativitet. Ikke mindst i fællesskabet. Der er intet der bonder som en fælles modstander eller fjende. Og når vi lige har lukket godteposen op på vid gab, og måske ikke altid bliver mødt til fulde, som vi ønsker os, så kan det være en nem løsning at skyde med skarpt. Og såre dem omkring os.
Når jeg taler varmt for det, trods alt, skyldes det, at det sande menneske. Altså derinde, hvor vi er tro mod os og vores inderste ønsker og behov, leder os tættere på det der lykke. Det der er så svært at finde – og til tider lunefulde sted – hvor vi kender vores sandhed, til bunds. Endda med medfølelse og tolerance for dem omkring os. Der, hvor vi handler tro mod os selv. Altid. Uanset hvad det koster.
Så – gør det alligevel.